"Det har taget meget lang tid at lave"

Minikritikk Joen Vedel 25.05.2021 Artscenetrondheim

Da jeg stiger af Trønderbanen på Levanger station, forsvinder de andre mennesker fra toget ud til
ventende biler på parkeringspladsen og kort efter er der helt stille. Det er Kristi Himmelfartsdag og
alle butikker holder lukket. Jeg har lavet en aftale med forkvinden for Levanger Kunstforening, som
vil møde mig i udstillingslokalerne kl. 12. Da jeg ankommer til Kunstforeningen i den tidligere
skolebygning på byens hovedgade, bliver jeg budt varmt velkommen af tre medlemmer af foreningen,
der alle arbejder frivilligt og med entusiasme. Jeg bliver budt på kaffe og imens spørger jeg nysgerrigt
ind til Kunstforeningens arbejde og historie.

Foreningen blev oprettet i 1977 og er én ud af de 150 kunstforeninger der findes rundt omkring i landet.
Formålet fra start var ganske klart: Å fremme interessen for kunst og arbeide for etablering av et
fast galleri i Levanger. Mens de lokale tog godt imod det nye initiativ, så viste det sidste sig at være
svære og i mange år rykkede foreningen rundt omkring i forskellige lokaler i byen. Det var først i 2005,
at det lykkedes at indgå en mere permanent aftale med kommunen og foreningen kunne endeligt flytte
ind i et lokale i byens tidligere folkeskole, på Kirkegata 11. I dag har foreningen arrangeret over 250
udstillinger, skabt sig en mindre kunstsamling som de lejer ud og etableret samarbejder med en lang
række af landets kunstforeninger og publikumsstyret udstillingssteder.

På et tidspunkt i vores samtale går det op for mig, at jeg helt har glemt hvorfor jeg er kommet og jeg
retter min opmærksomhed mod den kunst jeg er kommet for at se. Jeg står midt i udstillingen med den
lidt kryptiske titel, Møt en Korall og Tribus omgivet af værker lavet med håndgjort papir, tråd, garn, fiber,
lim og søm. Det er de to billedkunstnere Anne Kari Amstein og Gabriella Göransson, som har gået
sammen om at lave udstillingen efter mange års samarbejde. Og når man kigger rundt i udstillingslokalet,
kan man godt forstå at de har fundet hinanden, for deres arbejde lader til at kredse om de samme
tematikker og det er næsten svært at se, hvem der har lavet hvad.

I deres udstillingstekst skriver de, at udgangspunktet "er naturens strukturer og prosesser, nedbryting og
oppbygging, alltid i endring". Dette kommer tydeligst til udtryk i de to hovedværker, der er installeret
overfor hinanden i den ene del af udstillingsrummet. I disse to værker forlader papiret sin umiddelbare funktion
som flade for kommunikation og tager form som rumlige objekter stivnet i en tilstand, hvis begyndelse og
ende ingen kan vide sig sikre på. Her fremstår det skabte som noget skrøbeligt der allerede er under
nedbrydning, en svæven i luften, et udefinerbart sted mellem materie og luftart, hvor huller og mellemrum
peger tilbage på arbejdsprocessen og den opløsning alt levende nødvendigvis skal igennem.
Det er værker som uden tvivl har været langt tid undervejs, noget som også kunstforeningens forkvinde
gentager et par gange, "det har taget meget lang tid at lave".

Gabriella Göranssons Tribus består af 6 væghængte flader, der vrider sig mod væggen og sig selv, som
om de fortsat kæmper imod den form de har taget og bliver vist frem i. Tribus er en betegnelse for en måde
at kategorisere på indenfor biologien, de 6 organiske værker udgør altså en form for stamme eller familie.
De i hvert fald beslægtet med hinanden. Holdt i mørkegrå, brune og sandfarvede toner, fremstår de som
efterladenskaber i naturen, et sted imellem en slanges hamskifte og undersiden af et stykke bark. Her
og der fornemmer man de forskellige materialer der har været i brug; sammenpressede planter, fibre og
tråde kommer til syne i folder, huller og revner. Papiret flænser i siderne og skaller midt på, hår vokser ud
i totter og pigmenten krakelerer. Jeg tager mig selv i at gå helt tæt på værket for at lugte til det, som om
jeg forventede en rådden stank af blod og indtørrede indvolde. For ja, der er noget morbidt over dette værk
i al dens organiske transformation, som en dødsproces stoppet i tid.

Overfor, i den modsatte ende af lokalet, hænger Anne Kari Amsteins Møt en Korall, som består af lange
tynde papirstrimler nøjsomt syet sammen med fine røde og orange tråde. Værket hænger i snore fra en
pind i loftet og i bunden slutter de farvede tråde og papirstrimlerne får lov til at ligge nøgne og sammenfiltret
på gulvet. Det er håndens arbejde der er i fokus og de mange hundrede syninger, er med til at skabe en
transparens mellem det færdige værk og processen bag. Der er noget anderledes skrøbeligt over dette værk,
en lethed der bogstaveligt talt får det til at bevæge sig når man går forbi. Men der er intet let ved dette værk,
døden er stadig til stede og vores livsform er det der truer. Vi er nu på havets bund, hvor denne del af naturens
mest sårbare organismer kæmper for at overleve den stigende surhedsgrad, som følge af den globale opvarmning.
Værkets titel og reaktionen fra vores bevægelser i rummet, skaber således en direkte dialog mellem denne
truede dyreart og den måde vi som mennesker er i gang med at udrydde dem.

"Det har taget meget lang tid at lave", får jeg at vide igen, da jeg bevæger mig videre til de næste værker,
hvor det fortsat er den langsommelige arbejdsproces med det håndgjorte papir der er i fokus. Det bliver farvet,
vredet, limet og foldet på ny, der bliver skåret huller i papiret med en skalpel og det forholder sig til det
kvadratiske papirark, ved enten at gentage kvadratet i lag eller ved helt at vende sig bort fra de støbeforme
de er kommet af. Men hvor der i Tribus og Møt en Korall bliver arbejdet med den tid det har taget at udføre
værkerne, hvor naturens vej mod opløsningen bliver en integreret del af selve materialet og arbejdsprocessen,
så er tidsligheden i resten af udstillingen af en mere illustrativ og spekulativ art. Amsteins udskårne huller og
Göranssons bølgede papirobjekter, fremstår her blot som efterligninger af naturens former og det håndgjorte
papir reduceres til sin funktion som medie for kommunikation.

Udstillingen Møt en Korall og Tribus er en hyldest til det håndgjorte papirarbejde og det at hengive sig til
materialernes egne tidsligheder. I enkelte værker formår Göransson og Amstein at skabe en dialektisk
spænding mellem den menneskeskabte ødelæggelse og naturens indre forgængelige processer.
"Slow Violence" er et begreb der ofte bliver brugt til at beskrive den vold som er forårsaget af klimaændringer,
skovrydning, olieudslip og de kontinuerlige kriges miljømæssige følger, en vold som ofte finder sted gradvis og
er usynlig. Der er ingen tvivl om, at værkerne på denne udstilling har taget meget lang tid at lave, men i sidste
ende handler det om hvad vi gør med den tid vi bruger. At de er kommet på visit til Levanger Kunstforening,
et publikumsstyret udstillingssted drevet af kærlighed og omsorg, i en by som har tilsluttet sig "slow city"
bevægelsen, virker helt rigtigt. Konfronteret med den ødelæggelse vi står overfor, må vi forholde os til om vi vil
arbejde med eller imod naturens temporale dynamikker, med eller imod os selv.

Levanger Kunstforening mai 2021

 

 

Amsteins metode

Verket Uregelmessig Perle er overraskende, lekent og fylt av humor. Det er energisk insisterende og
har en rasende, intuitiv kraft. Samtidig er teknikken tidkrevende og strengt metodisk. Verket framstår
som uberegnelig og kontrollert på en og samme tid. Det skaper forventninger om en fortsettelse.

Amstein står og går når hun arbeider i atelieret. En kan forestille seg tilblivelsen av et verk som
en koreografert dans mellom arbeidsbordet og verket hun arbeider med og som sakte vokser fram.
Koreografien oppstår i mellomrommet mellom arbeidsbordet, verket, hender, kropp og blikk.
Hun arbeider på avstand, så tett på. Hender snur, vrir, lar en bit finne sin plass. Så avstand igjen.
Så neste bit. Neste perle. Alltid videre. Hver bevegelse beslektet med den neste,
men som konsekvens av nye valg og aldri helt lik den forrige.

Anne Kari Amstein lager utskårede abstrakte collager av armert papir i store format. Uregelmessig perle
består av serier med enkle former som ligner hverandre, men som er forskjellige. De er irregulært,
men selvfølgelige arrangert, spredt i nettverksformasjoner som bryter, graver og presser seg videre.
De henger svevende og pustende over sin egen skygge på veggen. "I mine arbeider utforsker jeg rytmen og
gjentagelsen man finner i naturen" sier Amstein og bruker edderkoppens vev som eksempel,
"...utgangspunktet er naturens vekstprosesser".

Som hos dadaistene får begreper hentet fra biologien, som transformasjon, vekst og metamorfose,
arbeidsmetodiske konsekvenser i Amsteins arbeid. De er igangsettere av (vekst)prosesser som er
forutsetninger for verkenes tilblivelse. I disse prosessene undersøker hun unike kompositoriske forhold
som oppstår i arrangeringen av elementer, i struktur og oppbygning.

Et rhizome, eller en jordstengel på norsk, er et annet eksempel på en vekstprosess i naturen.
Et rhizome utgjør en plantes drikkesystem og sprer seg under jorda. Ethvert punkt kan være forbundet med et annet.
Et rhizome er hverken subjekt eller objekt, men et mangfold og dimensjoner som ikke kan endres uten
at de endrer selve sin egenart. Rhizomet kan brytes og starte opp igjen hvor som helst. Det er som et kart,
som alltid er åpent og som kan leses fra hvilket punkt som helst.

Nettverksstrukturen i Uregelmessig Perle har ingen begynnelse eller slutt, ingen topp eller bunn og
den er ikke-lineær. Den har ikke et opplagt sentrum eller en midte, ingen røtter eller trekrone.
Den reorganiserer seg og er i kontinuerlig bevegelse. Den er prosessorientert, undersøkende og
antihierarkisk i sin natur. Den er alltid inkluderende og peker framover, inn i fremtiden.

Slik refererer Amsteins arbeider til postmoderne tankegods, ved at de er inkluderende, autoritetsfornektende og
framsier en kritikk av hierarkier. Samtidig avviser postmodernismen nettopp det autonome og det individuelle, og
diskvalifiserer konsepter som har et opphav, et sentrum og som er en katalysator - for eksempel for vekstprosesser.
Derfor stopper også sammenligningen der.

Anne Kari Amsteins kunstneriske prosjekt er politisk og antiautoritært. Hun refererer til forrige århundres kunst,
men er ikke nostalgisk tilbakeskuende. Hun har tvert imot blikket vendt framover og spør som rhizomet:
"Hva kan dette bli? Hvilke muligheter ligger foran oss?"

Slik formidler Amstein ikke bare en prosess og en dedikasjon, men også et personlig politisk engasjement.
Hennes nettverksstrukturer og vekstprosesser er forslag og åpninger i en tid med håpløshet. De er metoder og
koreografier som presenterer mulige tanke- og levesett, og mulige holdninger til omgivelsene og den kloden vi lever på.
Amsteins alvorlige, lekne, dedikerte dans er hennes metode. Den er eksistensiell, livsnødvendig og fylt av håp.


/Dordi Strøm
Oslo, juni 2019

 

 

Gjennom den blå tråden

En blå tråd er tråklet gjennom Anne Kari Amsteins arbeid, Syerens spor, og så
videreført i hennes utklippsarbeider, men nå forvandlet til skårede konturer og
sporadiske rester etter opptegnede mønster. Gjennom denne blå streken skapes en ytre
kontinuitet som binder disse arbeidene sammen. Dette momentet i Amsteins
gjennomarbeidede papirinstallasjoner er et eksempel på en fornyet interesse for
abstraksjon i kunsten, et fenomen som har vært økende siden slutten av 90-tallet.

Mediet tatt i betraktning står arbeidene tegningen nær. Men måten papiret er
bearbeidet på; med kniv, tråd, lim og lag på lag, hører tradisjonelt til en tekstil
tradisjon. Imidlertid er det minner om sanselige erfaringer som Syerens spor først
vekker hos meg. I møte med denne monumentale konstruksjonen som kontinuerlig
skifter karakter i møte med lyset og omgivelsene er virkningen umiddelbar og
kroppslig bevisstgjørende. Et ønske om å berøre den spaltede overflaten er
påtrengende. Tyngden, som papiret samlet sett motsvarer i denne lamellignende
konstruksjonen, i kontrast til papirets skjøre og transparente egenskaper, vekker mitt
taktile begjær.

Syerens spor sin subjektive appell til tross vitner den systematiserte
organiseringen av papiret om en utenkt prosess, lignende de matematiske og
lingvistiske systemene som minimalismens og konseptkunstens pionerer jobbet ut fra.
Da disse retningene først og fremst oppsto gjennom kritikken av maleriet og
skulpturens sterke fokus på kunstverkets ekspressivitet, har den visuelle estetikken en
underordnet stilling i deres arbeider. I Syerens spor har det visuelle en privilegert
funksjon. Varierende fargevirkninger, illusjoner av bevegelse og en struktur med
vekslende karakter beskriver arbeidets essens. Snarere enn å legge opp til logiske
erfaringer og kalkulerende resonnement, slik minimalistisk skulptur og
konseptkunsten hadde til hensikt, åpner Amsteins uttenkte konstruksjon for en poetisk
og meditativ opplevelse.

Denne muligheten ligger implisitt i den blå strekens organiske form,
forvandling og ulogiske brytningspunkt i utklippsarbeidene; der den tegnede kurven
uventet gårover i en fysisk skåret papirkant. I likhet med organiske vekstprosesser og
i motsetning til geometrisk ordnede og forutsigbare mønster som eksempelvis
rutenettet, gjennomgår denne nettverksstrukturen, som starter med den blå tråden i
Syerens spor, en kontinuerlig og forandelig prosess. I feministisk kunst og litteratur
har nettverksstrukturer ofte blitt brukt som bilde på brudd med patriarkalske
maktstrukturer; forstått som logiske og hierarkisk rasjonelt oppbygde system.

Av Nina Sundbeck-Arnäs Kaasa, kunsthistoriker

English text

Through the Blue Thread

A blue thread is sewn through Anne Kari Amsteins work, the Trace of the Seamstress,
and continued in her cutout works, but now transformed into sheared contours and sporadic
remains of traced patterns. Through this blue line, an external continuity arises, tying these
works together. This element in Amstein's thoroughly processed paper installations is an
example of the renewed interest in abstraction in art, a phenomenon that has been on the
rise since the end of the nineties.

Considering the medium used, the works relate closely to drawing. But the way in which
the paper has been worked; with knife, thread, glue and layer upon layer, belongs to a textile
tradition. However, it is memories of sensuous experiences that the Trace of the Seamstress
first evoke in me. Confronting this monumental construction, continuously changing its
character with the light and its surroundings, the effect raises and immediate, physical
awareness. A pressing need arises to touch the sliced surface. The weight that the paper
corresponds to in its totality, contrasted against its brittleness and transparent properties,
waken my tactile desire.

Despite the subjective appeal of the Trace of the Seamstress, the systematic organization of
the paper testify to an unthinking process, similar to the mathematic and linguistic systems
that formed the basis from which the pioneers of minimalism and conceptual art set out.
Arising primarily from the critique of the strong focus on the expressiveness of the work of art
in painting and sculpture, visual aesthetics play a minor role in their works. In the Trace of the
Seamstress, the visual plays a privileged role. Varying effects of colour, illusions of movement
and a structure with a changing character describes the essence of the work. Rather than
offering up logical experiences and calculated reason, as was the intention of minimalist
sculpture and conceptual art, Amsteins considered construction offers a poetic and meditative
experience.

This possibility is implied by the organic shape, transformation and illogical breaking points
of the blue line in the cutout works, where the outlined curve changes unexpectedly into a
physically cut paper edge. Similar to organic growth processes, and unlike geometrically
ordered and predictable patterns or grids, this networked process undergoes a continuous and
transformative process, starting with the blue thread in the Trace of the Seamstress. In feminist
art and literature, network structures are often used as an image of breaking down patriarchal
structures of power, seen as logical and hierarchical, rationally constructed systems.

By Nina Sundbeck-Arnäs Kaasa, Art Historian